Krigen

"Horserødklubben" eller Foreningen af 29. August 1943, samles på 25-årsdagen for tyskernes fuldstændige magtovertagelse under besættelsen 1940-45, hos direktør Einar Dessau på Tuborg for at fejre den historiske dato, da Danmark endelig viste den store verden, hvor vi i virkeligheden stod i forholdet til nazismen og al dennes djævelske ondskab. Der vil i dette selskab af videnskabsmænd, forfattere, politikere og vi mere almindelige borgere i dagens Danmark sikkert blive holdt en del taler, der drager paralleller mellem det, der skete dengang, og de sidste par ugers begivenheder, hvor vold og brutalitet på ny hævder sig i konkurrencen med frihed og medmenneskelighed. Mennesket har igen demonstreret at være det dårligst udviklede af samtlige pattedyr, når det drejer sig om ridderlighed og respekten for andres meninger.

1943 var det år under krigen, hvor det helt store vendepunkt var kommet med masser af "sejrrige" tyske elastiske tilbagetrækninger på østfronten, og hvor modstandsbevægelserne i alle Europas besatte lande virkelig begyndte at røre på sig.

I Danmark var alt endnu forholdsvis roligt. Den daglige tilværelse formede sig stort set for menigmand som hidtil under den tyske besættelse - vi idrætsmænd fik lov til forholdsvis uantastede at dyrke vores metier, og de, der som jeg var i den lykkelige situation at være deltagere i en lang række store stævner landet over, oplevede, hvorledes enhver sportsfest umærkeligt indgik som led i den række af nationale sammenkomster, der var med til at holde humøret oppe hos befolkningen. De fleste havde det virkeligt trist, selvom der var en stor inspiration i det sammenhold, der viste sig, da det virkelig gik hedt til. Jeg erindrer til min sidste stund et midsommerstævne på Odense Stadion i 1943, hvor "trækplastrene" var sangeren Axel Schiøtz, medens den fynske storløber Harry Siefert, Aalborgløberen Kaj Hansen og jeg selv lavede et 2.000 meterløb, der fik tilskuerne til at ryste.

Efterhånden som sommeren 1943 gik på hæld, var det klart, at det bar mod en afgørelse. Danmarksmesterskaberne i atletik på Københavns Stadion fik vi lov til at gennemføre - det var den 22. august 1943. Jeg vandt mit mesterskab nr. 2 på 1500 meter til Nykøbing Mors Idrætsforening og blev udtaget til landskampen med svenskerne den 28. og 29. august i Stockholm. Men ingen af os regnede med at blive sluppet ud af landet, idet der var åbent oprør i en række større byer landet over og på baggrund af en sabotageaktivitet, som ikke var set før.

Men som det så ofte gik, når man havde med den tyske besættelsesmagt at gøre, skete det uventede, vi fik lov til at rejse ud af landet - som det sidste hold danske idrætsfolk under tvangsregimet.

En skøn eftersommeraften stod vi på Centralstationen i Malmø og havde det faktisk som Jeppe i baronens seng.

I Stockholm lavede vi en stor landskamp med verdens på det tidspunkt stærkeste atletiknation, Sverige. Vi blev hyldet af den nuværende svenske konge, daværende kronprins Gustav Adolf og hele den svenske nation - for netop på landskampens 2. dag, den 29. august, sprang bomben herhjemme - tyskerne overtog den fulde ledelse, dvs. de danske departementschefer klarede den praktiske administration af land og rige aldeles fremragende indtil den 5. maj 1945. For mit vedkommende slog begivenhederne herhjemme mig totalt ud, jeg var ellers af den svenske sportspresse udpeget som en farlig mand for den daværende svenske verdensrekordindehaver Arne Andersson. Men uagtet min form var perfekt, løb jeg som i trance. Andre af mine kammerater kæmpede heldigvis eminent.

Under vort vidunderlige ophold i den svenske hovedstad havde jeg lejlighed til at hilse på en søn af driftsbestyrer J. O. Nielsen, Elværket, Nykøbing, der opholdt sig i en forlægning langt oppe under den nordlige polarkreds. Han og nogle andre friske, danske, unge mennesker var "kommet til" at hugge en dansk torpedobåd i Korsør, som det var deres mening at sejle til England med. Heldigvis havde de kun brændstof nok til lige at nå den svenske kyst, hvor de blev interneret efter landgangen, og stod til "mindst" dødsstraf, hvis tyskerne fik fat på dem. En anden bekendt fra Nykøbing Mors, som jeg traf, var fodboldlandsholdets daværende back, Knud Bastrup-Birk, en nevø af isenkræmmer Ejnar Markvorsen. Bastrup havde jeg ikke talt med siden drengetiden.

Efter et par dage i Sverige, hvor vi fik tiden til at gå med illegale biografbesøg, hvor vi i film blev konfronteret med bl.a. kampen om Stalingrad (disse besøg kunne have kostet os langvarige fængselsstraffe, hvis det var kommet til tyskernes kundskab), endte vi via Malmø i Helsingborg, hvor vi endnu engang gjorde op med os selv, om vi skulle vende frivilligt hjem til Danmark, eller vi skulle blive som flygtninge i Sverige. Vi valgte det første, og straks efter ankomsten til Helsingør fik vi en forsmag på den tyske jernnæve, idet landsholdets bedste mand, nuværende chef for Flyvestation Karup, oberst Niels Holst-Sørensen, blev tilbageholdt og interneret på Kronborg sammen med andre danske officerer.

I København fik jeg telefonisk forbindelse med min forlovede, der virkede noget mærkelig, hvilket ikke var så sært, idet der allerede på dette tidspunkt gik det rygte i Nykøbing, at jeg skulle arresteres straks ved min hjemkomst. Det turde hun imidlertid ikke sige noget om - telefonerne til alle suspekte personer blev aflyttet.

Jeg kom efter en besværlig rejse til Glyngøre ombord på færgen Morsø og straks, da vi havde påbegyndt sejlturen, kom en jernbanemand hen til mig og hviskede, at jeg vist nok skulle sættes fast, når jeg kom til Nykøbing. Det var jo en noget klam fornemmelse, som jeg dog ikke fik lejlighed til at sunde mig nærmere ovenpå, for i det samme kom to tyske soldater, der var bevæbnet til tænderne hen til mig og anmodede mig om at følge med. Jeg blev så taget i forvaring i et af mandskabsrummene, hvor jeg forsøgte at spille den store mand og frimodigt viste de herrer politisoldater mit pas, der netop var stemplet i Helsingborg to dage forinden. På banegårdspladsen i Nykøbing var samlet nogle af mine venner, min far og adskillige sportskammerater, der hilste mig tavse og sammenbidte, men naturligvis uden at måtte komme i forbindelse med mig.

Derefter var jeg til indregistrering på tyskernes hovedkontor i Nykøbing, Teknisk Skole, hvor en repræsentant for herrefolket hilste mig med et: "Velkommen Herrn Petersen, nu vil De få god tid til at dyrke Deres idræt, nu spærrer vi dem inde". Jeg værdigede ham ikke en bemærkning, men åbnede i et anfald af galgenhumor en pakke amerikanske cigaretter "Camel", som jeg havde med hjem fra Sverige til min kæreste, og tændte for første og eneste gang i en årrække en cigaret og var ved at kvæles - men det gjorde et synligt indtryk på tyskerne.

Under behørig eskorte på 5-6 soldater med bajonetter blev jeg derefter ført til Menighedshjemmet, der var belægning for den tyske garnison i Nykøbing. Her mødte jeg for første gang de to mænd, der de følgende uger skulle blive mine fangekammerater og gode venner for livet, overlæge Jacob Nordentoft og manufakturhandler Axel Mathiassen. De var sammen med mig udset til at være gidsler for Nykøbing Mors. Jeg er dog den eneste af gidslerne fra 29. august-perioden overhovedet, der har på tryk at være taget som sådan - dokumentet har jeg stadig som et klenodie og i glas og ramme.

Overlæge Nordentoft behøver ingen nærmere præsentation for den lidt ældre generation på vor ø - en frygtløs og ganske uimponeret mand af høj intelligens, der meget hurtigt lærte tyskerne, hvad han regnede dem for og gjorde det på en så naturlig måde og med en sådan myndighed, at samværet med ham, som jeg aldrig havde talt med inden vor arrestation, hører til mine bedste minder. Kun en gang, fortalte overlægen mig, var han slået noget ud af fatning. Det var den lørdag aften, jeg ankom til Menighedshjemmet - den 3. september - medbringende en kuffert, der på verdensmandsvis var forsynet med mærkater fra de hoteller i Sverige, hvor vi havde været installeret under landskampturen. Overlægen troede straks, at jeg var en engelsk faldskærmsagent, og blev meget bleg og nervøs, indtil Axel Mathiassen på sin sædvanlige og friske facon udbrød: "Velkommen Aksel, det var dejligt at få en ny pensionær". Så var overlægen beroliget, og jeg kom hurtigt i gang med at pakke svenske aviser ud - aviser som uden censur fortalte om, hvad der var foregået i Danmark fra den 29. august - begivenheder som overlægen og Axel Mathiassen naturligvis intet anede om. Det var en stor oplevelse.

Overlægen og Axel Mathiassen var som nævnt blevet arresteret nogle dage inden min arrestation. Overlægen blev hentet på sygehuset af et talstærkt mandskab. Han blev ført ned gennem Østergade, Nørregade, Algade, Kirketorvet og Havnegade til Teknisk Skole. De, der oplevede denne begivenhed, vil sikkert aldrig glemme overlægens værdighed, da han omringet på alle sider uimponeret lod sig føre gennem byen.

Axel Mathiassen ville ikke have været Axel Mathiassen, hvis han ikke havde behandlet besættelsesmagten lige så respektløs, som han ville behandle enhver anden, der ikke behagede ham. Der gik rygter om, at han, når tyskerne kom i hans forretning og ville købe manufaktur, kom med en bemærkning om, at den slags havde man sandelig ikke mere af, men der var et parti "flugt"-stole på lager, og dem kunne man få særdeles billigt. Den slags kunne naturligvis ikke gå i et "frit" land, så da tiden var inde, slog man til og hentede Nykøbings gidsel nr. 2 i forretningen i Algade.

Hvordan føles det så at være spærret inde og uden lov og ret frataget sine frihedsrettigheder? Meget mærkeligt, men den menneskelige tilpasningsevne er enestående, så efter et par dages forløb, havde man affundet sig med situationen. Den eneste bekymring var, om ens nærmeste lige så hurtigt kunne affinde sig med at have en "forbryder" i familien.

Der opstod hurtigt et meget fortroligt venskabsforhold mellem os tre Nykøbing-gidsler, og det varede ikke længe, før der var etableret en kontakt til den ydre verden. Nuværende overassistent Lysdal, Nykøbing Mors socialkontor, der dengang boede i Vennersgade, fandt hurtigt ud af, at der fra skarnkasserne i hans gård var en fortræffelig ståplads for koner, børn og kæreste. Herfra fik vi de sidste meddelelser om krigen. Bagefter kan det synes noget betydningsløst, men det var det ikke dengang, hvor tyskerne kunne finde på at skyde med skarpt for mindre forseelser. Også politiet i Nykøbing ydede vore pårørende en meget fin service. Ikke mindst daværende politifuldmægtig Bense, der efter sigende kunne udvise en fantastisk nonchalance og overlegenhed overfor de tyske officerer, af hvilke erindres en vis Herrn Schlüge.

Efter ca. 14 dage i Menighedshjemmet, hvor vi snart blev yndet objekt og mål for Nykøbing-borgernes spadsereture, idet vores "gårdture" fandt sted på ejendommens flade tag, hvor vi kunne tilhilses af den halve by - det var virkelig stor opmuntring. Efter ca. 14 dages forløb blev vi uden varsel en mørk aften beordret til at pakke vore ting, idet vi skulle flyttes til Thisted. Der var hverken tid til at tage afsked med vore pårørende eller andre, men transporten var ude i byen som en præriebrand. Adskillige trodsede spærretid m.v. og stod tavse langs gaderne og gav os en sympatitilkendegivelse, da vi under enorm eskorte, med maskingeværbevæbnede motorcykler både for og bag, i et tysk køretøj blev sendt til Thisted.

Her var vi dog kun indtil næste formiddag, da vi sammen med en række brave thyboere, bl.a. hotelejer Poulsen, "Royal", Thisted, redaktionssekretær Vilh. Ravnemose, Thisted Amts Avis, gartner Kappel, Thorsted, kroejer Munksgaard, Fjerritslev m.fl. blev returneret over Mors og Nykøbing til Viborg.

Vi fik imidlertid bopæl på Afholdshotellet i Gravene, hvor vi levede de næste 14 dage-3 uger som landets rigeste adel. Til trods for at det var et afholdshotel, fik vi ved hotelejer Poulsens indblanding i husordenen, hver dag øl og snaps på bordet, tilsendt os af velmenende viborgensere, der også lod os tilflyde i rigelige mængder af datidens sparsomme tobaksrationer.

Det var en interessant tid i Viborg, hvor vi blev fangekammerater med den senere oberst i Randers, daværende kaptajn C. C. G. Schøller, der fik udvirket hos den tyske kommandant, at vi hver dag fik lov til at gå på Viborg Stadion. Jeg genoptog min afbrudte træning, og en dag fik jeg en kærkommen lejlighed til at tage mig kærligt af et par tyske officerer, der vistnok troede, de var verdensmestre i hurtigløb. De kendte ikke mig, før tempoet blev så opskruet, at de herrer pludselig gik ned med fuld musik og forlod stadion uden et ord til stor moro for den menige tyske soldat, der skulle passe på, at vi fanger ikke flygtede.

Der skete mærkelige ting under disse træningsture til stadion. Bl.a. holdt kaptajn Schøller, der var leder af sabotagen i denne del af Jylland, sig i daglig kontakt med sine folk gennem en telefon under tribunen på stadion, medens jeg og de øvrige fjender af Hitler holdt vagtposten hen med snak om ingenting.

Dagene i Viborg blev pludselig afbrudt. En del af vore kammerater blev løsladt, bl.a. overlæge Nordentoft og de øvrige Thisted amt-gidsler med undtagelse af gartner Kappel og daværende landstingsmand M. C. Korsgaard, der var kommet til os fra Holstebro arrest. Vi øvrige fik at vide, at vi næste morgen kl. 5 skulle være klar til at rejse til København.

Den var ikke så nem at stå model til, idet dette jo indicerede, at tyskerne måtte have noget alvorligt på os - vi vidste det bare ikke - og på de tider var der ingen ærlige danske, der ønskede en københavnertur, i hvert fald ikke i tysk selskab. Vi fik gennem en flink, tysk officer telefonisk kontaktet vore pårørende i Nykøbing, en modbydelig situation - på ny mest for dem der var udenfor murene. Vi var klar over, at vi sikkert ikke under vort Københavnsophold skulle bo på Palace-Hotel, men kunne vente et ophold i Vestre Fængsel, og det der var værre.

Sammen med Aalborg-gidslerne, antikvitetshandler Levin, landsretssagfører Utoft-Hansen og højskoleforstander, folketingsmand Robert Stærmose, blev vi indladt i en af de ubehagelige tyske "prærievogne" og i den mørke morgen ført ud gennem Viborgs tyste gader til en ukendt skæbne.

I Århus blev vi suppleret op med daværende redaktør J. Martin, tidligere Morsø Folkeblad, professorerne Bladt og Stender Petersen, samt folketingsmand, civilingeniør O. Kier og landstingsmand Malchau. Vi mødtes under temmelig groteske forhold på en simpel havnebeværtning, der på en eller anden mærkelig måde fungerede som opsamlingssted.

En meget uvenlig vært havde ikke det mindste lyst til at servere morgenkaffe for sådan en flok forbrydere, indtil jeg tror, det var folketingsmand Kier, tog sin mest barske mine på, og lovede værten al verdens ulykker, når dette her var ovre, hvis ikke han omgående kom med det bedste huset formåede. Så kom der liv i fyren, særlig da det også blev betydet ham, hvilke folk i selskabet, han i øvrigt havde med at gøre. Medens han lavede kaffe ude i køkkenet, skulle Axel Mathiassen naturligvis undersøge, hvorledes det gik for sig at skænke fadøl gennem et aggregat i bardisken. Det resulterede i, at hanen blev ved med at løbe, ikke blot i Mathiassens eget glas, men også i adskillige andre glas med det resultat, at da den sure vært endelig dukkede op med sit kaffebord, gik hele selskabet rundt med ølfuldt solskin i sjælen og havde det bedre end længe.

Snart gik turen igen ned gennem Jylland, og i Fredericia fik vi på ny "forstærkning" til vores trop bestående af chefredaktør Knud Ree, Esbjerg, nuværende rektor Karl Olsen, Viborg, og daværende landstingsmedlem Poul Poulsen, Stenderup. Knud Ree, der vel nok var en af de første danske, der blev arresteret af tyskerne, allerede den 9. april 1940, virkede langt fra som en kuet person. Han gav med naturlig autoritet vore tyske fangevogtere besked om både det ene og det andet på turen over Fyn og Sjælland. Han beordrede holdt, når nogen skulle træde af på naturens vegne, og på færgen Nyborg til Korsør fik han hurtigt ryddet en salon for almindelige passagerer, for at vi "statsfanger", som han udtrykte det, kunne få en engelsk bøf med øl og snaps. "Regningen kan De sende til Christiansborg, vi rejser på statens regning", meddelte Ree restauratøren, "vi har ingen penge", og tyskerne parerede ordre, og Ree grinede, som kun han kan gøre det.

I Slagelse blev vi observeret af, tror jeg, et medlem af familien Hillers, der stammer fra Nykøbing, og få minutter efter, at vi var kørt videre mod Sorø, vidste vore pårørende i Nykøbing, hvor vi var på dette tidspunkt i hvert fald.

Nervøsiteten bredte sig synligt, da vi nærmede os København, og da vi fra Roskildevej drejede mod højre over mod Vigerslev Allé, var der for mig ingen tvivl om, at målet var Vestre Fængsel, som jeg fra min københavnertid kendte meget vel - udefra. Kursen var rigtig nok, men netop som vi ventede at skulle dreje ind gennem fængslets hovedindgang, svingede vor chauffør til venstre over banegraven, og i løbet af et par minutter befandt vi os i Alsgades skole, der på de tider var opsamlingssted for arrestanter, der skulle befordres videre.

Vi var godt trætte og snavsede, helt sort i ansigterne af landevejsstøv - de tyske prærievogne var, som det vil huskes, åbne bagtil. Vi blev straks efter at have fået udleveret tæpper til vort natteleje, ledsaget til skolens gymnastiksal, hvor en del fanger allerede befandt sig, bl.a. husker jeg den meget sympatiske højskoleforstander P. O. Christiansen, Grundtvigs Højskole i Hillerød, grosserer Palle West, Rønne, og et par ældre herrer, en gårdejer og en førstelærer fra Lumsås på Sjællands Odde. Vi gennemdrøftede de sidste rygter og udvekslede nyheder, alt medens Axel Mathiassen fik udløsning for sin energi gennem en gevaldig slyngetur i gymnastiksalens trapez, hvorfra han kunne se ud til de nysgerrige, der konstant holdt Alsgades skole under observation og forsynede os med de sidste frontberetninger.

Folketingets senere formand, Gustav Petersen, som ikke var med på vort hold, havde fundet ud af, at når han stod op på sædet på toilettet, kunne han få sig en hyggelig sludder med sin kone, der stod ude på fortovet. Den trafik blev desværre hurtigt opdaget, og der indførtes den praksis, at fremtidige besøg på toilettet skulle foregå under ledsagelse af en tysk soldat, som man straks med vanlig dansk respektløshed udnævnte til "Toilettenwebel" - han havde en vanskelig bestilling, især når skuespillerinden Else Skouboe og redaktør Merete Bonnesen skulle "i gården".

Næste morgen, det var en dejlig september-søndag, blev vi beordret til at pakke vore ting sammen, idet vi skulle på en ny køretur. Til vor nogenlunde beroligelse, blev det betydet os, at turens mål var Horserødlejren, der som bekendt ligger mellem Esrom Sø og Hornbæk i Nordsjælland.

Det var en mærkelig fornemmelse at køre gennem Københavns gader denne søndag formiddag, og uvilkårligt lod man tankerne gå tilbage til den tid - en kort tid forud, hvor vi kunne gå som frie mænd i de samme gader, og nu sad vi her som en flok kvæg. Jeg vil ikke sige, at vi ligefrem sang af Højskolesangbogen på turen, men humøret var nogenlunde godt. Da vi nåede Horserødlejrens idylliske røde træbarakker, fik vi en meget venlig modtagelse af resterne af de danske kommunister, der blev holdt separeret i en afdeling for sig, og som hilste os med råbene: "Velkommen kammerater".

Vi skulle bo i Horserødlejr II, hvor der i forvejen befandt sig et udsøgt selskab af danske kulturpersonligheder, politikere, forretningsfolk, håndværkere samt den jødiske overrabbiner, dr. Marcus Friediger. Det vil gå for vidt at nævne dem alle, det fremgår i øvrigt af en adresse, som vi sendte til hans majestæt Kong Christian den X, til dennes fødselsdag den 26. september, og som nu befinder sig på Frederiksborgmuseet, men lad mig nævne: Kjeld Abell, Soya, Hal Koch, professorerne Einar Lundsgaard, Erik Warburg, Niels Nielsen og Albert Olsen samt Edgar Rubin. Af politikere kan nævnes Ole Bjørn Kraft, Axel Møller og Kristian Amby, skuespillerne Sam Besekow og Per Knutzon, redaktørerne Niels Hasager, Kock Jensen, Hakon Stephensen, Axel Moes og Ernst Woldby, pastor Åge Falk Hansen, direktør Dessau, Tuborg, og mange, mange flere, kendte som mindre kendte personligheder.

Organisatoren for vor del af lejren var nuværende forlagsdirektør Bo Bramsen, Politiken, der havde en helt enestående evne til aldrig at virke, som om han lavede noget, men han overkom det utroligste i henseende til at få de sidste frontberetninger frem, skaffe os forskellige tilførsler af tobak og meget andet ude fra, godt underrettet af udmærkede medhjælpere, bl.a. nuværende direktør for Kødindustriens Fabrikantforening, cand. jur. W. Schack Nielsen.

Nuværende amtmand Sigurd Wechselmann, der dengang var kontorchef i Socialministeriet, holdt foredrag om alders- og invaliderente, professor Albert Olsen docerede historie, Flemming Hvidbjerg og Hal Koch gammeltestamentlige problemer, Kjeld Abell og Viggo F. Møller læste op af egne værker, og Soya demonstrerede ved gentagne lejligheder, at han ikke for ingenting var mesteren for værket "17".

På Kong Christians 73 års fødselsdag den 26. september 1943 blev festtalen holdt af overrabbiner Friediger, og han gjorde det så fantastisk, at senere indenrigsminister Axel Møller spontant udbrød: "Er det ikke fantastisk, at den frieste fødselsdagsfest, der i dag fejres for hans majestæt, finder sted i en tysk koncentrationslejr i Danmark og festtalen holdes af en dansk jøde" - ja, det var i sandhed en betagende oplevelse. Nogle dage senere blev denne fine skikkelse, dr. Friediger, sammen med andre danske jøder, brutalt slæbt af sted til Theresienstadt i Böhmen, hvor i hvert fald en af vore kammerater, grosserer Willie Levysohn, døde af den dårlige behandling.

Helbredstilstanden i lejren var udmærket, så god, at vores fangekammerat, professor Erik Warburg, med bekymring udtalte, at det måske kunne være vanskeligt at beholde vores danske søster Gerda, der ikke var interneret. Dagen efter denne oplysning var der stuvende fuldt af "syge" kammerater i søster Gerdas og professor Warburgs konsultation, der hver fik en morgenbitter af Rigshospitalets lager, en medicin, der virkede lige netop til næste morgen, hvor de samme patienter samt nogle flere på ny dukkede op og fik dagens opstrammer. Den trafik klarede vi, lige til lejren blev opløst.

Vi kom også i forhør, og det endda af nogle af Gestapos værste og mest berygtede forhørsdommere, folk der senere sendte adskillige danske patrioter til henrettelse i Ryvangen og nedskydning på Roskildevej. Lad mig blot nævne de to mest usympatiske, Hoffmann og Wäsche. Jeg mindes endnu Hal Kochs arrogante optræden overfor disse fyre, der efter krigen blev dødsdømt, men senere benådet. Koch nægtede at tiltale dem på tysk, skønt de herrer vidste, at han gennem år havde virket som docent ved universitetet i Heidelberg. Kjeld Abell, iklædt sin bedste skræddersyede habit og med sin uundværlige cigaret, behandlede disse herrefolksrepræsentanter så nedladende, at de virkede, som det var dem, der var til afhøring, og ikke omvendt.

Resultaterne af afhøringerne blev, at størsteparten af fangerne fik at vide, at man i løbet af nogle dage kunne vente at blive løsladt, medens andre, deriblandt jeg selv, modtog den nedslående oplysning, at der var noget, man skulle have undersøgt i den konkrete sag. Men så tog Axel Mathiassen sagen i sin hånd med det resultat, at jeg omkring midten af oktober, sammen med den nuværende amtmand Wechselmann, Robert Stærmose, den verdensberømte Sven V. Knudsen (Sven Spejder) og nuværende viceborgmester Ole Harkjær, Lyngby-Tårbæk, i socialministeriets ministerbil (qua Wechselmann og Kjærbøl) forlod Horserødlejren. Først skulle vi dog underskrive en erklæring om, at vi ikke fremover ville gøre noget, der kunne hindre Hitler i at frelse verden, alt sammen udfra princippet: Goddag mand - økseskaft.

På vejen ind til København fik jeg på Lyngbyvejen øje på skuespillerinden Lulu Ziegler og hendes mand, vore tidligere fangekammerat Per Knutzon, hun iført pels og han i vinterfrakke, trods en høj dagtemperatur. Ægteparret blev hidkaldt, hun temperamentsfuld som altid. De fortalte, at de nu var på vej til Sverige, fordi jorden brændte under dem.

Hjemkomsten til Nykøbing fandt sted under meget diskrete former, man skulle jo nødigt ophidse tyskerne og deres sympatisører. Axel Mathiassen var allerede kommet, idet han var blevet løsladt et par dage før jeg, og således endte denne æra af besættelsestidens historie for Nykøbing Mors og os, der var direkte impliceret i den.

Overlæge Nordentoft blev senere arresteret og indsat i Kong Hansgades arrest i Aalborg, men løsladt på ny efter en stor maveoperation. Her fortsatte frihedens forkæmper sit arbejde på Nykøbing Mors sygehus og - upåagtet af offentligheden - i sin fritid med bl.a. at skaffe udrejsemuligheder for tyske desertører, der var blevet tvangsindlagt i Hitlers arme. Overlægen ville efter almindelig naziretspraksis have stået til ca. 200 års fængsel subsidiært hængning eller i bedste fald skydning.

Hvad vi andre bedrev i den resterende del af krigen, er der ingen grund til at tale om, men vi var i hvert fald blevet så "suspekte" og mistænkelige i tyskernes øjne, at vi var ubrugelige i den danske modstandsbevægelse, der i parentes bemærket udrettede bemærkelsesværdige ting også på Mors, men det kan en anden fortælle noget om.